Her er den nye Chromecast

En lille dims til ca. 300 kr. proppes i fladskærmen – og straks er tv’et opgraderet med Netflix, YouTube, hjemmesider og andet godt, som alt sammen styres fra din mobil, tablet eller computer. Det er ideen med Chromecast.

Nu er Google klar med efterfølgeren, som især udmærker sig med hurtigere trådløst netværk. Den nye Chromecast har form som en cirkel og fås i gul, sort og rød. Dimsen er magnetisk, så den let fastgøres bag på skærmen.

Skuffende nok kan den ikke afspille video i den høje UHD-opløsning, som er ved at blive standard på de nye fladskærme.

Google lancerer samtidig en ny variant ved navn Chromecast Audio, der kun overfører lyd. Når du kobler den til dit musikanlæg med et 3,5 mm kabel, kan du trådløst afspille musik, podcasts mm fra mobilen. Det virker både med Android og Ios, og senere på året bliver det muligt at forbinde flere enheder, så du får multirum-lyd a la Sonos.

Begge de nye modeller kan købes nu på Google Play, hvor de hver især koster 320 kr. med gratis fragt.

Se mere på: https://store.google.com/product/chromecast_2015