Bios-direktør til stationsåbning: – Vi får fat i de sidste reddere

Fredag åbnede Bios deres nye hovedstation i Odense. Samtidig slog direktør Morten Hansen fast, at Bios satser på snart at ramme deres idealbemanding.

Der var masser af højt humør, latter og en lettet stemning fredag, da Bios åbnede deres nye hovedstation i Odense. Hele vejen fra Holland var der kommet fornemt besøg af hele direktionsgangen for Bios Group, der fik selskab af den hollandske ambassadør.

Med champagneflasker, rød løber og taler på dansk, engelsk og hollandsk var der lagt op til en stor fejring af den nye station – og den milepæl stationen repræsenterede for Bios. I talerne blev der især lagt vægt på, at det nu var en ny, god start for Bios. Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark, talte blandt andet om, at nu var Bios cementeret og klar til at gå bedre tider i møde.

Fra Bios side af blev der takket. Og takket. Alle lige fra redderne til de hollandske ejere og regionspolitikerne fik en tak med på vejen. Og direktør Morten Hansen lovede, at der ikke ville blive hvilet på laurbærene. Ærmerne ville blive smurt op, og man var godt klar over, at der stadig er et stort stykke arbejde foran ambulancefirmaet.

– Vi når idealbemandingen 

Fyens.dk benyttede også den festlige begivenhed til at fange Morten Hansen og spørge ind til de reddere, der stadig mangler hos Bios.

– Det går den rigtige vej. Vi har i øjeblikket 465 i fuldtidsstillinger, hvor det dog ikke er alle, der er startet endnu. Vi har 400, der arbejder i øjeblikket. Det er vigtigt at sige, at vi har en kontinuerlig fremdrift, som selvfølgelig også er det, vi måler på. Vi henter 30-40 nye ind hver måned. Så derfor skal vi kun et par måneder frem, så rammer vi vores idealbemanding på 550, sagde han blandt andet.

Morten Hansen fortsatte og fortalte, at der ikke var noget, der tydede på, at Bios ikke ville kunne holde rekrutteringsniveauet, som de har i øjeblikket. Han fortalte også, hvor alle de nye reddere kom fra.

– Der er nogle lokale, der tidligere var Falck-reddere. Dem er vi selvfølgelig rigtige glade for. Fra Sjælland kommer folk fra Roskildes Brandvæsen og Københavns Brandvæsen. Så folk kommer alle steder fra, hvilket jo meget godt illustrerer den brede interesse, der er for vores firma. Derudover har vi selvfølgelig også nogle tyske reddere, der i øjeblikket er i gang med at blive omskolet både sprogligt og administrativt, så de kan fungere på samme vilkår som deres danske kollegaer, sluttede han.

Kilde : Fyens.dk