Usikkerhed om konsekvenserne af sammenlægning har fået flere deltidsbrandmænd til at true med opsigelse
Nyheden om, at 10 ud af 14 deltidsbrandmænd i Ebeltoft i protest har valgt at opsige deres arbejde af frygt for sikkerheds-forringelser har onsdag aften fået Syddjurs Kommune til at indkalde til møde.
I spidsen står borgmester Claus Wistoft (V) som sammen med beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl og en gruppe på fem-seks brandmænd er samlet.
Dagsordenen på aftenens møde er høre og italesætte deltidsbrandmændenes bekymringer, som blandt andet vedrører udsigten til, at der i fremtiden kun rykker fem brandmænd plus en holdleder ud, når stationen modtager et 112-opkald.
Tidligere var der en holdleder og seks til syv brandmænd med.
Borgmester Claus Wistoft fortstår bekymringerne, men understreger samtidig, at den nye situation er forsvarlig:
– Vi ville aldrig foreslå det her, hvis vi ikke havde en tro på, at det er sikkert, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ændringerne kommer efter, at de fire brandværn i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs er slået sammen til ét fælles under navnet Beredskab og Sikkerhed. Det er sket som et led i en række påtvungne besparelser på netop beredskabsområdet, som rammer alle de fire østjyske kommuner.
Tillidsmand for brandmændene i Ebeltoft, Hans Juel, håber, at der bliver fundet en løsning eller bliver åbnet op for en løsning på aftenens møde.
Tror I, at I kan nå til enighed i aften?
– Det håber vi, siger Hans Juel.
Du kan se interview med tillidsmand Hans Juel og borgmester i Syddjurs Claus Wistoft i videoen øverst i artiklen.
Kilde : TV2OJ.DK