Tirsdag fik Falck besøg af Forbruger- og Konkurrencestyrelsen. Det skete som et led i styrelsens undersøgelse af Falck, der er startet efter BIOS tidligere på året klagede.
En række ansatte hos Forbruger- og konkurrencestyrelsen var tirsdag på besøg hos Falck. Et af stederne var regionskontoret i Nordjylland. Kontrolbesøget skete som et led i den efterforskning af Falck som styrelsen er i gang med.
Efterforskningen startede, da konkurrenten Bios tidligere på året meldte Falck til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen med beskyldninger om, at Falck hindrer lige konkurrencevilkår.
Ransagninger er ikke et let skridt at tage for Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, da det kræver en dommerkendelse at gennemføre. Kontrolbesøgene kan gennemføres, selv om der ikke er foregået noget ulovligt. Styrelsen har ikke ønsket at kommentere på den konkrete sag, men henviser til sin hjemmeside, hvor man kan læse om kontrolbesøgene.
Ingen kommentar fra Falck
Falck har heller ikke ønsket at komme med en kommentar, så længe sagen kører. Firmaet henviser til en pressemeddelelse, det har sendt ud. Her kan man blandt andet læse:
– Falck opfatter besøget som en rutinemæssig begivenhed som led i dialogen med styrelsen om sagen.
– Indtil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har afsluttet sin undersøgelse, har Falck ikke yderligere kommentarer.
Kilde: Fyens.dk