Debatten om det syddanske ambulanceudbud er ifølge flere reddere blevet både hård og skinger. Det har skabt splid mellem tidligere kolleger og venner inden for ambulancefaget.
Mishagsytringer, uvenskab og trusler.
Det er nogle af de konsekvenser, som det syddanske ambulanceudbud har haft for ambulanceredderne, siden det i august 2014 blev afgjort, at Falck måtte overgive ambulancedriften i Region Syddanmark til Responce og Bios.
Særligt forholdet mellem Falck- og Bios-redderne har været præget af voldsomme skænderier på især de sociale medier. Og det har haft sine omkostninger, fortæller flere ambulancereddere.
– Tonen er blevet mere skinger og hård, fordi der har været så mange rygter, siger tidligere tillidsmand for Falck-redderne i Billund og Grindsted, Claus Byskov.
JydskeVestkysten har talt med flere reddere, som føler, at forholdet redderne imellem er blevet dårligere gennem de seneste måneder.
Tillidsmand for Bios-redderne i Esbjerg, Peter Senger, beskriver tonen mellem redderne som “knap så pæn, og i perioder decideret grim.”
– De mange historier, rygter og usandhed har gjort, at tidligere kolleger ikke taler med hinanden længere, siger han.
Trusler på Facebook
En af de personer, der har været mest markant i debatten, er Falck-redder Finn Andersen. Som stifter af Facebook-siden “Nej tak til ambulancekaos” har han administreret og deltaget i flere diskussioner og har undervejs måttet luge ud i både indlæg og debattører, som han mener brød grænsen for god debattone.
Flere indlæg har også angrebet hans person. Han er blandt andet blevet kaldt en klovn og beskyldt for at være i alliance med bestemte regionsrådspolitikere.
– Men jeg har fået nogle mere personlige beskeder i min private indbakke på Facebook, hvor der blandt andet har været trusler imellem, siger Finn Andersen.
Ambulancedebatten
På Facebook findes flere sider, hvor det syddanske ambulanceudbud er blevet flittigt debatteret, siden det fandt sin afgørelse i august 2014.
Siden “Nej tak til Bios Ambulance” er med sine 4523 medlemmer siden med flest debatører. Næstmest populær er siden “Nej til ambulancekaos“, der har mere end 2200 medlemmer.
To andre større debatsider er “Ambulancedebat 2015” og “BIOS – velkommen i DK“, der har henholdsvis 777 og 159 medlemmer.
Kilde : Fyens.dk