Regionen skyder Falcks rabat på 830 millioner kroner i sænk

Falck hævder nu, at koncernen kan levere en samlet ambulancetjeneste til samme pris som Region Syddanmark svarende til en rabat på 830 millioner kroner over en ti-årig periode. Læs her, hvordan Falcks regnestykke skydes ned af regionen.

REGIONEN: Det er et kompliceret regnestykke med svimlende millioner, men i sidste ende er konklusionen klokkeklar fra Region Syddanmarks sundhedsøkonomer:

I en skriftlig orientering til regionsrådsmedlemmerne skyder regionen nemlig Falcks påstand ned om, at koncernen i dag kan levere en samlet ambulancetjeneste til samme pris som Region Syddanmark, efter regionen overtog driften fra det kuldsejlede Bios. Det koster i dag regionens selskab 400 millioner kroner at drive ambulancerne. Ved det tidligere ambulanceudbud i 2014, som Falck tabte, mente koncernen, den kunne levere ambulancerne til 484 millioner kroner om året.

I et nu korrigeret regnestykke mener Falck, den syddanske ambulancetjeneste kan drives for 401 millioner kroner – svarende til en rabat i forhold til tidligere på 83 millioner kroner om året. Eller svarende til en samlet rabat på 830 millioner kroner over en 10-årig periode, som kontrakten ville løbe over.

Men lad os lige gennemgå regionens og Falcks uoverensstemmelser punkt for punkt for at blive klogere på, hvorledes Falck mener, at koncernen i dag i forhold til for godt to år siden kan drive ambulancetjenesten til samme pris som regionen – samt de 83 millioner kroner billigere end i forhold til tilbuddet fra 2014, hvor koncernen tabte udbudsrunden til Bios.

Korrektion for omlægning af ambulanceberedskabet

I beregningerne fra det store konsulentfirma Copenhagen Economics mener Falck, der skal laves en korrektion på 12,2 millioner kroner i Falcks favør i forhold til regionen.

Det afviser regionen med blandt andet følgende bemærkninger:

“Hvis man i sammenligningen tager højde for alle ændringer, herunder de ændringer, som følger af ændret overenskomst, ville man i stedet for at reducere forskellen med ca. 12 mio. kr. skulle øge forskellen med ca. 10 mio. kr. hvis beredskabstyperne i FOA-overenskomsten anvendes på Falcks bud. Dette betyder bl.a at regionen ved foretagede beredskabsændringer har fået mere opgavetid og driftstid for ambulancer og liggende sygetransporter samlet set. En øgning som regionen skulle have betalt for, hvis Falck skulle levere den.

Ser man isoleret på de ændringer, som Falck påpeger (nedlæggelse af fire akutbiler), er forskellen i omkostningsniveau 0,4 mio. kr. under det niveau, som Falck beregner.”

 

Korrektioner for midlertidige beredskaber

En yderligere rabat på 10 millioner kroner på grund af midlertidige beredskaber, som Falck mener, at Ambulance Syd har medtaget dobbelt afvises ogsa:

“Det er ikke korrekt, at midlertidige beredskaber er indregnet både under centrale omkostninger og i selve kontrakten med Falck…”, skriver regionens økonomer og tilføjer:

“De 10 mio. kr. i option skal derfor ikke tages ud af sammenligningen, bl.a. fordi Region Syddanmark ikke betaler Ambulance Syd ekstra, hvis der midlertidigt skal stilles med flere beredskaber. Ambulance Syd har fået budget til 50 områdereddere, der bl.a. skal dække dette behov. Der opereres således fra AMK-vagtcentralen med plusberedskaber hos Ambulance Syd, som kan sammenlignes med det andre operatører kalder skyggeberedskaber dvs. personale, som fleksibelt kan sættes ind ved ekstraordinære behov.”

 

Korrektion for overvurdering af centrale udgifter

Et beløb på 5,3 millioner kroner, som skulle være for store udgifter i regionen, afvises også med følgende konklusion:

“I posten vedrørende centrale omkostninger forbundet med Falcks bud på ambulancedriften er indregnet det niveau af centrale omkostninger, som det i forbindelse med udbuddet blev vurderet ville være gældende. Skulle denne post sænkes, skulle dette være ud fra en forudsætning om, at Falck ikke ville kunne opnå den bonus, som indgik i kontrakten.”

Korrektion for forskelle i elevindtaget

En korrektion på 6,5 millioner kroner omkring nye elever bliver også tilbagevist af Region Syddanmark:

“At Falck “ønskede at have 53 elever” uden at være kontraktligt forpligtet til det kan dårligt berettige til en korrektion. En af udfordringerne på ambulanceområdet har netop været, at optaget af redderelever været for lavt i forhold til det nuværende behov.

Det er Region Syddanmarks antagelse at et kontraktkrav på et elevoptag ud over de 2 pct. allerede anført i kontrakten, alt andet lige ville have medført højere tilbudspriser. I notat af 4. januar 2017 gøres ligeledes opmærksom på, at der efterfølgende ønskes afsat yderligere budget til øget elevoptag.”

Korrektion for moms og lønsumsafgift

Falck vil også korrigere sit tidligere tilbud på 484 millioner kroner med i alt 35,1 millioner kroners moms og lønsumsafgift. Det anerkender regionen, at der ikke er taget højde for:

“Som nævnt ovenfor vil der være forskellige vilkår for driften af ambulancetjenesten afhængig af om, det drives i privat eller offentlig regi. Nogle vilkår er til ulempe for den private operatør, f.eks. pligt til at betale lønsumsafgift, mens det offentlige har en overenskomst, som medfører en række omkostninger eller begrænsninger, som den private overenskomst ikke indeholder.

Der er derfor korrekt, at Falck som operatør skal afregne lønsumsafgift og at dette ikke er tilfældet for regionen. Der er ikke korrigeret for dette forhold. I opstillingen er der taget udgangspunkt i de priser, som faktureres til regionen.”

Korrektion for Falcks samlerabat

I alt når Falcks samlede korrektioner op på 69,1 millioner kroner, som regionen afviser. Men i sidste ende i sammenligningen af Falcks tilbud fra 2014 på de 484 millioner kroner, vælger koncernen nu også at tilbyde Region Syddanmark en såkaldt samlerabat på 3,5 procent af den tilbudte pris – en rabat på 14 millioner kroner, så Falcks pris i dag for ambulancedriften i Syddanmark “blot” er en million kroner dyrere end den, som regionen udfører ambulancedriften for.

Men heller ikke samlerabatten anerkender regionen, der undrer sig over, at den ikke tidligere er blevet tilbudt:

“Falck sænker beløbet vedrørende Falck-kontrakten med 3,5 pct. svarende til en tilbudt samlerabat, hvis Falck havde vundet alle 4 distrikter. Falck vandt imidlertid ikke alle 4 distrikter, hvorfor rabatten ikke kan indregnes. Tilsvarende tilbød Falck ikke Region Syddanmark denne rabat i den dialog mellem Falck og Region Syddanmark, som fandt sted i 2015, hvor der var udfordringer omkring ambulancedriften.”

Samlet vurdering af regionen

Således ender Region Syddanmark i sit notat omkring Falcks prissammenligning også at afvise, at øvrige relevante forhold som bod ved manglende leverance, budgetrisikoen samt omkostningerne til en bankgaranti skulle være relevante for den samlede pris.

Således konkluderer regionen til sidst følgende:

“Falck mener, at sammenligningen af de faktiske tal bør korrigeres i forhold til en række forhold, hvor der kan være forskel på driftsvilkårene for den private og den offentlige operatør. Som nævnt, vil en sammenligning altid ske under en række antagelser som har betydning for resultatet.

I den sammenhæng er det derfor vigtigt at fastholde, at Falcks fremsendte forslag til korrektioner i sammenligningstallene ikke beror på en konstateret prissætning i forbindelse med et udbud, men derimod er en teknisk beregning, som udviser en betydelig afvigelse såvel i forhold til den tidligere kontrakt og de priser, som blev tilbudt for de 3 delområder i 2014 og 2015,” skriver regionens økonomer og konkluderer:

“Region Syddanmark kan dermed ikke vide, hvilken pris Falck, i en situation uden alternativ leverandør, ville have tilbudt, hvis Falck i sommeren 2016 var blevet bedt om at løse den opgave, som Ambulance Syd nu varetager.”

Kilde : Fyens.dk