Nyt valgfag i skolen: Brandmand

26. juli 2014, kl. 08:30 | Af: Maya Bech

For at få flere unge til at interessere sig for brandvæsenet har man i Vestjylland blandt andet introduceret valgfaget ‘Brandmand’. Skoleelever på Lem Skole i Ringkøbing-Skjern Kommune kan se frem til et splinternyt valgfag på skoleskemaet efter sommerferien: Ungdomsbrandkorps.
Her skal 7.-9. klasseselever lære at slukke ild, give førstehjælp og arbejde både praktisk og teoretisk med, hvordan en brandstation fungerer.
Det er ingen hemmelighed, at vi mangler frivillige brandmænd i hele landet. Det her er en måde at få dem til at interessere sig for brandvæsenet og måske blive frivillig senere, fortæller Laurits Frandsen, der er uddannelsesleder i Brand og Redning i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Ungdomsbrandkorps i hele landet

Ordningen med brandskorps af unge er udbredt i hele landet. Specielt i de større byer, hvor man især har prøvet at lave korps af utilpassede unge:
Det kan være en måde at få de unge, der måske ville have stået med en mursten i hånden og kastet den mod os, til at se, hvordan det er på vores side. Vi kører mange projekter med ungdomskorps, siger Laurits Frandsen.
Blandt andet i Vejle og Frederikssund kommuner har man haft ungdomsbrandkorps.
Elever på Lem Stationsskole skal blandt andet lære at give førstehjælp og slukke mindre brande i skolens nye valgfag: Brandmand. (Arkivfoto) © Colourbox