Leder efter lokaler: Ambulancen bliver i Kerteminde

Kerteminde: Når ulykken indtræffer, og der er brug for en ambulance, så vil ambulancenhjælpen også fremover være tæt på i det nordøstfynske område.

Bios vil nemlig gerne fastholde en ambulancetjeneste i Kerteminde og er for tiden i gang med at finde egnede lokaler til en lokal ambulance-station, fortæller selskabets danske direktør, Morten Hansen, der for tiden er ude at lede efter egnede lokaler til formålet.

– Vi skal bruge garagefaciliteter til én ambulance samt mandskabsfaciliteter til redderne, som skal køre i en døgnvagt og derfor har brug for køkken, badeværelse, et opholdsrum og hvilerum. Og det gør ikke noget, hvis der er plads til to ambulancer og to vagthold, for vi håber på at udvide tjeneste hen ad vejen, siger Morten Hansen.

Han tilføjer, at døgnbemandingen kræver minimum fire vagthold, som kan afløse hinanden.

– Hvert vagthold er på to reddere, så vi skal i første omgang bruge otte reddere, og vi ser gerne, at de har et vist lokalkendskab. Det er vigtigt især i situationer på landet, hvor vejnavne og numre ikke er markeret så tydeligt som i byerne, at redderne kender forholdene, fortæller Morten Hansen.

KILDE : FYNS.DK