Nej tak: Fynske ambulance-reddere fravælger Bios

Kun få Falck-reddere på Fyn har søgt job hos Bios, der overtager ambulancekørslen i Region Syddanmark fra 1. september

Ud af 40 ambulancefolk i Dalum, Odense vil blot én eller to søge til det Bios, der overtager ambulancekørslen på Fyn fra den 1. september. Resten bliver i Falck eller forlader ambulancefaget. Tendensen er den samme på hele Fyn, oplyser tillidsfolk til Fyens.dk.

Johnny Christensen fra Falck i Bogense meddeler, at ingen af de i alt seks medarbejder rykker over til Bios.

– Fire har søgt anden assistancekørsel her på Fyn, mens to har søgt til Sjælland, siger han.

I Kerteminde har tre ud af seks allerede skrevet under på kontrakter med Falck på Sjælland. De resterende tre er uafklarede om deres fremtid.

Otte ud af ni bliver i Falck i Glamsbjerg, mens én skal til jobsamtale med Bios til maj. I Assens går én på efterløn. De resterende fem har allerede fået job andre steder i Falck.

I Nyborg har otte ud af 15 skrevet kontrakt med Bios, men flere af dem har samtidig et job på Sjælland i baghånden.

Jyder siger også nej tak

I Sønderborg oplyser tillidsmand Søren Steen, at maksimalt syv ud af 44 reddere vil gå over til Bios. Endelig vurderer tillidsfolkene på stationerne i Vejen, Ribe, Bramming, Grindsted og Billund, at “under en håndfuld” ud af 55 reddere skriver under på et job i Bios.

Kilde : Fyens.dk