Her er Bios nye ansigt på Fyn

Bios nye ambulancechef på Fyn hedder Martin Jakobsen. Han er 39 år og p.t. leder af ambulancetjenesten i Frederiksberg Brandvæsen. Vi har spurgt ham om, hvordan det er at lande i orkanens øje på Fyn

Hvad er din baggrund for at tiltræde jobbet på Fyn?

– Jeg er uddannet paramediciner og har gennemgået ledelses- og ambulancefaglig efteruddannelse. Jeg har været fungerende chef i halvandet år for 45 ambulancefolk hos Frederiksberg Brandvæsen, men blev 1. januar udnævnt til ambulancechef. Jeg har arbejdet i ambulancetjenesten hos Falck fra 1994-2004 og hos Roskilde Brandvæsen.

Har du fulgt med i debatten om valget af Bios på Fyn?

– Jeg er afgjort havnet i orkanens øje. Uden at kende alle detaljer tror jeg der i mange år har været en følelse af, at har man et monopol, kan man også lettere prissætte tingene, som man gerne vil. Men jeg er sikker på, at vi kan få tingene til at gå op. Der er indgået en overenskomst med 3F, der formentlig har håndteret medlemmernes interesser på bedste vis

Hvorfor vil du gerne til Fyn?

– Der er tale om en ny organisation, hvor man kan være med til at præge tingene lige fra starten. Det synes jeg, lyder spændende, og her tænker jeg også på medarbejderinddragelse og nye måder at gøre tingene på.

Hvad er forskellen på Falck og Bios?

– Mit fokus er arbejdsmiljøet og medarbejderne. Det tror jeg kan fungere bedre, end det jeg har oplevet hos Falck. Der bliver kort afstand fra medarbejdere til ledelse, og medarbejderne skal føle, at de bliver en del af de beslutninger, der bliver taget. Strukturen bliver mere flad. Falck er et stort firma, og de har i mange år leveret et godt produkt. Jeg tror bare på, at der er ting, der kan gøres anderledes, og at trivslen hos de ansatte kan blive større.

Flytter du til Fyn?

– Jeg kommer egentlig fra Næstved, men bor i dag på Frederiksberg og vil starte med at pendle på arbejde fra 1. maj. Jeg har to børn, og den mindste har bedsteforældre i Odense.

Hvor mange bliver du chef for på Fyn?

– Cirka 250 medarbejdere. Jeg skal nu være med til at ansætte de resterende mellemledere.

Kilde ; Fyens.dk