Falck har siden december sidste år ansat 75 nye reddere, og mange af dem kommer fra Syddanmark og får i stedet base på små stationer som i Tarm og Brande, tæt på grænsen til Region Syddanmark, hvor Falck ikke længere skal køre per 1. september.
Men selskabet afviser nu, at der er tale om hamstring, der skal skabe problemer for konkurrenten Bios, der overtager en stor del af Falcks kørsel i Syddanmark.
– Det er rigtigt, at vi ansætter reddere på de pågældende stationer, men det hænger sammen med, at vi har brug for dem. Der er nye kontrakter, som skal opfyldes – især på Sjælland og i Midtjylland, og derfor har vi brug for ekstra folk, siger Louis Illum Honoré, kommunikationschef i Falck.
Nye behov
Han forklarer, at Falck eksempelvis gik i gang med ny kontrakt i Midtjylland for fire måneder siden, og det kræver ekstra mandskab. Desuden stiger ambulanceaktiviteten generelt, og det får nogle regioner til at bede om større beredskaber.
– Det er ikke sådan, at vi bare kan flytte folk. Det er stillinger, vi har slået op, siger Louis Illum Honoré.
Kilde : Fyens.dk