Region Syddanmark har godkendt placeringen i alt 41 nye ambulancestationer, der skal være operative, når BIOS og Responce 1. september overtager ambulancekørslen i regionen. Hvor mange der er skrevet lejekontrakt på, vil de dog ikke ud med.
Den seneste tid har BIOS og Responce, der overtager ambulancekørslen i Region Syddanmark, arbejdet på at finde lokaler.
Nu har Region Syddanmark så godkendt placeringen af den sidste af de 41 stationer, der fordeler sig med 16 på Fyn, 13 i Sydvestjylland , ni i Sønderjylland og fire i Trekantområdet. Til hver station er der præcise krav til placering.
– Så kan vi sætte flueben ved endnu én af de mange ting, som skal på plads i forbindelse med at BIOS og Responce overtager ambulancekørslen i Region Syddanmark. Der er selvfølgelig mange forberedelser, når man skal overtage så stor en opgave, og jeg synes at mange af enkeltelementerne efterhånden falder på plads, lyder det i en pressemeddelelse fra formanden for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, Thyge Nielsen (V).
Indtil videre er der dog kun skrevet kontrakt på tre af lokationerne. På de resterende adresser er der indgået mundtlige aftaler med udlejerne. Det oplyser Katja Maria Larsen, direktionsassistent i Bios.
Det billede kan Bios’ egen direktør Morten Hansen ikke genkende.
– Der er indgået aftale med samtlige adresser, siger han.
Men er der skrevet under på 36 lejemål?
– Du kan citere mig for følgende: Der er indgået aftale med samtlige adresser.
Men har du 36 underskrevne lejekontrakter?
– Jeg har svaret på dit spørgsmål.
De endelige adresser vil Bios ikke ud med endnu, da alle forhold ikke er på plads.
– Det er sådan, at Region Syddanmark først skal godkende adresserne, og først derefter går vi i gang med at få de sidste underskrifter på plads med udlejerne, forklarer Katja Maria Larsen, direktionsassistent i Bios.
Fakta
De fynske ambulancer kommer til at rykke ud fra stationer i følgende byer:
Assens, Bogense, Ejby, Fåborg, Glamsbjerg, Kerteminde, Middelfart, Nyborg, Odense C, Odense S (Dalum), Otterup, Ringe, Rudkøbing, Svendborg, Ærø og Aarup.
Kilde : Fyens.dk