Bios er langtfra klar med stationer

Tre og en halv måned før driftstart er ombygningen af flere af Bios ambulancestationer endnu ikke i gang

For en uge siden meldte Region Syddanmark ud, at hollandske Bios nu havde “alle ambulancestationer på plads”.

Det er langt fra virkeligheden.

Bios, som skal overtage ambulancekørslen den 1. september på Fyn og i Syd- og Sønderjylland, har indtil videre kun offentliggjort tre ud af 36 adresser, hvorfra firmaet skal køre ambulancer. Morten Hansen, administrerende direktør i Bios’ danske selskab, fortæller til Fyens Stiftstidende fredag, at ombygningen på flere af de kommende stationer slet ikke er gået i gang endnu.

Få lokaliteter ligner på nuværende tidspunkt ambulancestationer, siger han.

Morten Hansen vil ikke fortælle, om der er indgået skriftlige lejekontrakter på alle adresser, eller om der blot er tale om mundtlige aftaler.

Bios har indtil ansat 230 reddere, men skal bruge cirka 550. Responce, som skal køre i Trekantområdet, har både reddere og stationer på plads.

Kilde : Fyens.dk