Ny deadline: Bios mangler knap 100 reddere

Regionens nye ambulancetjeneste Bios afviser 1. juni som en deadline for rekruttering af de nødvendige 550 reddere. Manglen på ambulancereddere betyder nu, at ambulancerne i starten vil køre sygetransport med ST-chauffører og ikke uddannede reddere som først lovet.

Igen og igen er 1. juni blevet fremhævet som skæringsdatoen for selskabet Bios rekruttering af personale til de nye ambulancer, der skal køre i det meste af Region Syddanmark fra 1. september. Det var som bekendt i mandags, men Bios meddeler nu, at man stadig mangler “under 100” underskrevne kontrakter.

Men det er en misforståelse, påpeger Bios-direktør Morten Hansen.

– Den 1. juni er en intern milepæl. Det har aldrig været en milepæl i forhold til vores kontrakt med Region Syddanmark. Jeg havde selvfølgelig håbet, at vi ville være nået endnu længere med rekrutteringen på nuværende tidspunkt, men vi må se i øjnene, at jobmarkedet er stærkt presset, siger han i en pressemeddelelse.

Morten Hansen understreger dog, at udviklingen, til trods for det pressede jobmarked, fortsat følger den implementeringsplan, som BIOS har lavet sammen med Regionen.

Han er tidligere blevet bakket op af Thyge Nielsen (V), formand for regionens præhospitale udvalg, der har forklaret, at “1. juni er ikke en skarp deadline for os, men et godt tidspunkt at gøre status.”

Sygetransport uden reddere

Morten Hansen fremhæver regionsrådsformand Carl Holsts (V) bekymringer over manglen på ambulancereddere i regionen.

Derfor vil Bios nu sammen med regionen se på mulighederne for at kompensere for underskuddet af reddere i regionen ved eksempelvis at benytte udenlandske reddere og ved at forhøje indtaget af elever.

Bios påtænker desuden indledningsvist at køre al sygetransport med ST-chauffører og ikke uddannede reddere, som tidligere annonceret.

– Vi vil blandt disse ST-chauffører rekruttere til vores elevuddannelse og således også ad denne vej sikre et større elevoptag i Bios, forklarer Morten Hansen og henviser til det stillingsopslag, der netop er blevet lagt på virksomhedens hjemmeside.

– Det er også lykkedes os at få tre pladser på paramedicineruddannelsen her til efteråret, så vi allerede fra starten af kan bidrage til den positive udvikling, siger han.

Ringer til reddere

HR-chef i Bios Jan Christian Klampe er ikke i tvivl om, at selskabet nok skal komme i mål med de sidste knap 100 reddere.

– Der er i øjeblikket en difference mellem antal udsendte og modtagne kontrakter, som vi følger op på. Vi er i en situation lige nu, hvor vi ikke kan sende flere kontrakter ud på mange af stationerne af fare for at dobbeltbooke pladserne. Derfor er vi nu i gang med at ringe rundt til de, der har modtaget kontrakter og som vi endnu ikke har hørt fra, siger han.

– Selvom vi jo selvfølgelig gerne ser, at alle skriver under på deres kontrakter, vil vi også gerne vide det, hvis de ikke har tænkt sig at skrive under. Så vi kan besætte pladserne til anden side, siger Jan Christian Klampe.

I øjeblikket er der ifølge Jan Christian Klampe over 60 kontrakter ude, hvor BIOS mangler tilkendegivelse.

Kilde : Fyens.dk