Seks uger til start: Reddere forlader Bios

Mindst 13 reddere har i de seneste uger skrottet deres kontrakt med Bios – særligt på Fyn, hvor Bios næsten var på plads med mandskabet.

Den 1. september skal Bios være klar til at køre de første udrykninger i Region Syddanmark. Hidtil har virksomheden haft størst problemer med at skaffe mandskab i Sønderjylland og dele af Vestjylland. Men nu rammer problemerne også Fyn.

Ifølge Bios har 13 fynske reddere opsagt deres stilling, men reddernes fællestillidsmand John Larsen fortæller, at antallet af opsigelser mindst er 30.

– Jeg har været i kontakt med både tillidsmænd og reddere, og opsigelserne er kommet fra hele Fyn, siger John Larsen.

Det tal kan administrerende direktør hos Bios, Morten Hansen, dog ikke genkende.

– Jeg kan bekræfte, at 13 har sagt op, hvor af otte er i Svendborg. Men vi har ikke modtaget 30 opsigelser, siger han.

Tillidsmand for redderne i Svendborg, Mikkel Lyndrup, bekræfter, at nogle reddere har sagt op. Han vil dog ikke komme med et præcise antal.

– Folk har sagt op af forskellige årsager, blandt andet fordi de sidder med to kontrakt­tilbud, siger Mikkel Lyndrup.

Bemanding skræmmer

Fyens Stiftstidende har tidligere fortalt, at der dagligt skal bruges 142 reddere for at køre ambulancerne i Region Syddanmark. Bios har 280 reddere, hvilket betyder, at redderne kan være nødt til at køre hver anden dag.

Den udsigt fik Finn Larsen, paramediciner på stationen i Svendborg, til at annullere sin kontrakt med Bios.

– Bios har lovet, at vi kunne få fri, når vi havde brug for det, men med den bemanding, kan de ikke tåle, at en redder bliver syg, siger han.

Ambulanceredder i Faa­borg Jan Dideriksen valgte i maj at bekende kulør og meddele Bios, at hans fremtid ikke lå hos dem.

– Jeg gav Bios muligheden og var til samtale hos dem. Jeg synes, det, de ville, lød spændende, og jeg var klar på at prøve noget nyt. Så jeg gav dem chancen, siger Jan Dideriksen, der har arbejdet hos Falck i 25 år.

For ham var Bios særligt tiltalende, fordi han med et job her kunne blive i hjembyen Faaborg for at køre ambulance. Men i takt med at Bios ikke kunne følge op på de løfter, virksomheden havde givet Jan Dideriksen ved den indledede samtale, valgte han at trække stikket og skrive kontrakt med Falck.

Tror mere på Falck

– Til sidst blev jeg nødt til at sætte mig ned og få afklaret, hvor jeg kunne finde tryghed og klarhed over min arbejdssituation. Ikke mindst også tryghed for min familie, og det føler jeg, jeg har hos Falck, siger Jan Dideriksen.

Han begynder hos Falck i Region Sjælland på stationen i Slagelse den 1. september.

– Jeg tror på Falcks projekt på Sjælland. Jeg kender firmaet, kender forholdene og kender de folk, jeg skal arbejde med. Bios er ikke en realistisk mulighed for mig længere. Projektet kan simpelthen ikke lade sig gøre.