Det hollandske ambulanceselskab Bios, der overtager driften i Region Syddanmark 1. september, melder de nyansatte, tyske reddere klar fra dag ét.
Allerede fra dag ét er de nyhvervede, tyske reddere klar til at bemande ambulancerne for det hollandske selskab Bios, der overtager driften i Region Syddanmark fra Falck 1. september. Det skriver dr.dk.
Bios har indtil videre rekrutteret 70 tyske reddere, og de første afsluttede deres danskkursus i fredags. De mangler nu kun at bestå en test, der sikrer, at redderne er klar til at betjene patienterne.
Ambulancechef hos Bios i Sønderjylland forventer, at tyskerne er klar fra dag ét. Til dr.dk siger han:
– Selve den test, de skal igennem, tager ikke andet end et par dage. Det er der ikke det store hokuspokus i.
Ambulancechefen anser det for naturligt, at der i fremtiden vil hentes endnu flere tyske reddere til driften i Syddanmark. I alt har Bios anslået, at det ideelle antal reddere for at varetage opgaven er 550.
Hønge: Måske brug for uvildig kontrol
De tyske reddere har modtaget danskundervisning i cirka fem uger. Det er op til Bios at vurdere, om tyskernes danske sprogkundskaber rækker, og det kan være problematisk mener det fynske regionsrådsmedlem og medlem af Folketinget Karsten Hønge (SF).
– Jeg kan godt være bekymret om, hvorvidt man ikke har brug for en uvildig instans, der kan kigge på sprogkundskaberne. Firmaet er hårdt presset på mandskabssiden, og jeg kan godt være bange for, om de har et tilstrækkeligt højt ambitionsniveau, siger han til dr.dk.
1. september starter yderligere 21 tyske reddere på danskkursus.
Kilde : Fyens.dk