Falcks mulige lovbrud i den syddanske ambulancesag kan gavne Bios økonomisk. Selskabet med de hollandske rødder kan blive undtaget for at betale bod for ikke at leve op til kontrakten med Region Syddanmark
Den millionbod, som det økonomisk trængte ambulanceselskab Bios er udset til at betale inden 1. maj for manglende opfyldelse af kontrakten med Region Syddanmark, kan ende med at blive taget helt eller delvist af bordet af politikerne, når de mødes i det syddanske regionsråd mandag.
Torsdag kom det frem, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mistænker Falck for at have misbrugt sin markedsdominerende position og dermed spændt ben for Bios’ muligheder for rekruttering af tilstrækkeligt personale.
Styrelsen har blandt andet fundet indicier på, at Falck har ansat reddere andre steder i koncernen for på den måde at forhindre Bios i at hyre dem.
Efter at Bios vandt udbuddet om den syddanske ambulancekørsel i 2014, meddelte Falck områdets reddere, at de var sikret job andre steder i virksomheden, hvis de ikke ville skifte arbejdsgiver.
Regionsrådet vil genoverveje krav om bod
Bios har overfor Region Syddanmark peget på, at den manglende kontraktopfyldelse som følge af manglende mandskab ikke er Bios’ skyld, og at det derfor ikke er rimeligt, at Bios skal betale en bod, som for årets første tre måneder kan løbe op i et tocifret millionbeløb.
Hidtil har regionen fastholdt kravet overfor Bios, men nu vil regionsrådet genoverveje kravet efter styrelsens mistanke rettet mod Falck.