På førstedagen af en lang række retsmøder i sagen om omfattende svindel for omkring 36 millioner kroner er den tiltalte Henrik Kalmer ikke til stede i Retten i Odense.
Ifølge den tiltalte 44-åriges forsvarer Claus Allan Bonnez var den tiltalte indstillet på at møde op, men er blevet forhindret.
– Han har en rygskade, der gør, at han af og til mister følingen i sine fødder. Det skete i dag, forklarer forsvareen.
Den tiltalte har oplyst sin forsvarer, at der kommer en lægeerklæring til at underbygge fraværet.
I Retssal 7 er anklageren startet på at læse det lange anklageskrift op. Kommer lægeerklæringen fra Henrik Kalmer, kan den han kræve at få anklagerne læst op igen på et senere tidspunkt, hvis han har behov for det.
Hovedsæde i Middelfart
En stor del af anklagerne er knyttet til Redningsgruppen, der blev stiftet i efteråret 2012 med hovedsæde i Middelfart, mens den tiltalte boede i Strib. Hans firmaer som Redningskorps Danmark A/S tog konkurrencen op med Falck og Dansk Autohjælp og tilbød vejhjælp til priser langt under konkurrenternes.
Blandt de mest alvorlige anklager finder man i anklageskriftet beskyldninger om, at den tiltalte skal have opgivet forkerte oplysninger om startkapital og selskabernes aktiver og brugt disse oplysninger til at opnå lån og kredit hos flere banker og kreditinstitutter for tocifrede millionbeløb.
Henrik Kalmer nægter sig skyldig i alle anklager.
– Vi har ikke gjort noget bevidst for at snyde nogen. Der er altid to sider af en sag, udtalte han tirsdag til Fyens.dk
Kilde : Fyens.dk